Et partjek er til jer, der endnu ikke er kørt fast i noget bestemt i jeres parforhold. Men I vil værne om forholdet og forebygge, at I over tid ender i svære mønstre. Det kan sammenlignes med et serviceeftersyn på en bil, når den har kørt et vist antal kilometer. I får ganske enkelt mulighed for at tale om, hvordan I har det i jeres forhold i øjeblikket. Hvad I trives med. Om der er noget, I kunne savne. Eller noget I godt kunne undvære. Og I får min hjælp til at komme ud i de kroge, I måske undgår derhjemme fx af misforstået hensyn - eller frygt for, hvad der sker, hvis I taler om det.