"Min søster og jeg startede i et psykologforløb sammen, fordi vi mistede vores bånd til hinanden, da vores forældre blev skilt. Vi havde altid været tætte som børn, og nu var vi meget fremmede for hinanden. Gennem forløbet fandt vi ud af, at vi oplevede skilsmissen og de efterfølgende år meget forskelligt, og vi fik så arbejdet gennem de forhindringer vi havde, og kom tættere på at få det bånd igen. Det har været uundværligt."
Et familietjek er en samtale mellem jer som familiemedlemmer om, hvordan I hver især har det lige nu i jeres familie. Et serviceeftersyn af familien, hvor I tjekker op på, om noget skal justeres på - eller bare en mulighed for at opdage, at det kører som det skal. Sådan en samtale kan I med fordel tage derhjemme med jævne mellemrum. I kan få min hjælp, hvis det viser sig at være svært at gøre selv, så alle kommer til orde, eller så det vigtige bliver sagt.
Mange forsøger at undgå konflikter i et forsøg på at beskytte relationen med de andre familiemedlemmer. Men det vedligeholder og styrker faktisk jeres sammenhængskraft at tale om det konfliktfyldte frem for at undgå det.
Mit udgangspunkt i familiesamtaler er, at jeres betydning for hinanden er selve drivkraften bag konflikterne - hvis I ikke betød noget for hinanden, ville der slet ikke være nogen konflikt.
- og samtidigt er jeres betydning for hinanden sammenhængskraften, som gør det muligt at tale om det svære og konfliktfyldte.